Af Michael Winkler 28.11.2007

www.michaelwinkler.de

«Herr Winkler, mener De det der med fase 1 helt alvorligt?» - Det spørgsmål fik jeg over telefonen her for leden. Ja, helt alvorlig, vi styrer nu mod undergangen. Alt det, vi er vant til, alt det, vi troede skulle vare evigt, er i færd med at brydes ned.

Naturligvis havde det været meget lettere, hvis fase 1 var blevet indledt med en krig: 10.000 døde, Teheran jævnet med jorden, hangarskib sænket, atomskyer over Tel Aviv; da ville alle forstå, hvor vi var.

Sådan er historien imidlertid ikke. Jeg er analytiker, forsker, men ingen profet. Jeg er blevet opfordret til at sammenstille min fasemodel med den seneste udvikling, og det gør jeg hermed.

Men først vil jeg tillade mig at præsentere en betragtning af verdenssituationen, det der har foranlediget mig til at tale om undergangen. Den verdensorden, som blev befæstet i 1945, er i færd med at opløses. Jo da, verden har forandret sig meget siden da. Kolonierne har revet sig løs, Kina blev kommunistisk og så igen kapitalistisk, den kolde krig kogte næsten over for så at forsvinde, to Tyske lande er blevet forenet … Men noget har holdt sig, som i nær fremtid må forfalde.

Tiden, som nu går til ende, blev økonomisk og militært domineret af USA. Dollaren var den altbeherskende verdensvaluta. Wall Street styrede alle verdens børser. Amerika var frihedens bolværk, den største værdiskaber, det rigeste land i verden. Selv nederlaget i Vietnam forleder ingen til at betvivle USA’s magtposition.

I dag angribes den imperiale dollar fra to sider: Amerikansk erhvervsliv er i ruiner. Fabrikkerne er lukket, arbejderne sendt hjem. I imperiets storhedstid var det lettere at trykke flere dollar og lade andre om at fremstille varer. Så længe vasalstaterne ikke havde noget valg, var det ikke vanskeligt. Men idag befinder der sig så mange dollar rundt omkring i verden, at en række lande begynder at optræde som selvstændige dollar-imperialister.

USAs militære magt er heller ikke, hvad den har været. I Vietnam var det bare de amerikanske soldaters moral, der blev tilintetgjort. I Irak er det også materiellet. Tanks og humveys bliver stående i måneder uden reservedele. Der mangler sågar ammunition og udrustning. De supermoderne B2-bombere bliver stadig vist frem, men det er fortsat de over 40 år gamle B52-maskiner, der må gøre det beskidte arbejde. Også F15-jagerne er forældede; de er nu over 25 år gamle og piloterne er yngre end maskinerne. Den bedste slagkraft har marinen. Men den er fordelt over alle verdenshavene. Talrige skibe ligger fast i den Persiske Golf; et farligt snævert farvand. Der er skibene flydende skydeskiver for små, hurtigsejlende enheder.

Mens jeg skriver disse ord, finder en «fredskonference» i Anapolis sted, mellem israelere og palæstinensere. Jøderne har nok valgt sig et vanskeligt sted på jorden for sin stat. Om de nu selv er skyld i, at området har udviklet sig til en krudttønde, sådan er det engang. For 30, 40 år siden kunne meget sikkert have været ændret til det bedre, men nu er det for sent.

Selv om Iran i dag ikke ønsker at lave atombomber, siger det ingenting om, hvad der kommer til at ske om fem år. Israel ligner en 4. klasseelev, der er i stand til at banke alle de andre i skolegården og stadig beviser det. Men ovre i den store skolegård han en 9. klasseelev og kommer pludselig til at se så undselig ud. Ikke mindst da, når hans storebroder USA er «på arbejde» og altså ikke lige kan hjælpe til i skolegården, som dengang i 1973.

Israel kunne have accepteret Irans overmagt i området og stolet på nabolandenes fredelige hensigter. Men Israel har med sin aggressivitet bragt sig selv i en vanskelig situation. USA har nok ikke råd til en krig mod Iran. Dertil kommer problemet med at finde et passende tidspunkt: Vi er nu allerede for tæt på jul til at starte en krig; det kan den amerikanske befolkning ikke særlig godt lide.

Næste mulighed bliver i foråret 2008, fra januar til april, før det bliver for varmt. Og før valgkampen for det næste præsidentvalg i USA begynder. I 2009 har USA fået ny præsident Han kan ikke sådan lige starte en krig med det samme, dermed kommer der ikke til at ske mere det år – med mindre Iran selv angriber. Til den tid er USA bare blevet svagere end i dag, også til trods for en eventuel fuldstændig tilbagetrækning fra Irak. Og Iran ruster planmæssigt op.

Og Irak, uha. Trækker amerikanerne sig ud, falder Irak fra hverandre. Der bliver en kurdisk stat i nord, som kommer til at drille vore tyrkiske venner, som helt sikkert vil se det som et sikkerhedsproblem. Den østlige, shiitiske del, slutter sig direkte til Iran, eller kommer til at leve under Irans beskyttelse. Den vestlige, sunnitiske del kan ikke eksistere som selvstændig stat og kommer vel til at slutte sig til Syrien. Dermed ville altså Israels «bedste venner» styrkes kraftigt og Tyrkiet, som understøtter Israel, ville blive alvorlig svækket med sin kurdiske konflikt.

Det vil desuden svække det saudiarabiske kongehus. Det er ikke særlig elsket af folket og kan jo heller ikke betale sig ud af alle problemer. Og selv om kisten er fuld af penge, så er disse penge dollar, og de bliver stadig mindre værd. Dertil kommer alle gæstearbejderne. De rige saudiarabere har længe været for fine til selv at arbejde; det er ikke sikkert, at roen varer så længe.

Kongen har de sidste uger været på verdensrejse, med elleve fly. Det er selvfølgelig lidt af en demonstration af magt og rigdom, men jeg er nu sikker på, at bag facaden har der været intense forhandlinger: Kongen søger efter et eksil til når hjemlandet eksploderer.

I Ægypten er tilstanden ikke så meget bedre. Præsident Mubarak holder sig bare ved magten takket være amerikanerne. Muhamedanerne vinder stadig bedre fodfæste, og skulle Saudi-Arabien falde, er der ikke gode chancer for Mubarak heller. Israel kan nok vinde en militærkonflikt, takket være sine atomvåben og ikke mindst takket være ultramoderne atombestykkede ubåde – forresten en gave fra Tyskland i all beskedenhed, men prisen er uundgåelig at Israel selv bliver ubeboeligt i mange generationer fremover.

En meget vigtig brik i spillet er Kina. Kinas situation i 2007 ligner til forveksling den i USA i 1945. Verdens fabrikker står i dag i Kina. Der bliver alt hvad hjertet begærer fremstillet. Skulle en kunde som Matell angive elendige specifikationer for et legetøj, ja, da producerer Kina nøjagtig det elendige legetøj, som Matell vil have. Om end 900 millioner kinesere lever i fattigdom, så er Kina et rigt land med sine 1500 milliarder dollar, som de energisk leder efter delikatesser med rundt omkring i verden. Der er bare den lille forskel, at amerikanske opkøbere ofte bliver foretrukket frem for de kinesiske.

Kineserne har påtaget sig et prestigeprojekt, som de sætter en stor ære i at fuldføre. Derfor ønsker kineserne ro i ringen til godt ud i august måned 2008, næsten for enhver pris. Derefter kan det godt være at vi får anledning til at mærke dragens klør – og måske også ilden fra dens mund.

Kina stabiliserer sig med sin eksport, hvor den jævne kineser bare tillades en beskeden øgning i velstand. Børsanalytikere fabler om et enormt børseventyr, fordi det lokale marked snart skal fyldes; men børs er som et korthus. Her Li kan godt sælge nogle aktier og øge sit privatforbrug. Der sker heller ikke noget ved, at fru Tang sælger nogle. Men hvis her Cheng, fru Ping og her Wu også sælger, ja da falder kurserne. Så brister boblen og papirrigdommen fordufter.

Når vinden vender, og fabrikkerne i Kina begynder at skære ned, så gælder det ikke 200 mand, men snarere 50 millioner, som tvinges på gaden. Vrede mennesker, som er blevet snydt for frugten af sit hårde arbejde. Da er der bare tre muligheder: Vreden får udløb indad og fejer kommunisterne væk i en borgerkrig. Eller statsmagten er smartere og mejer opstanden ned, før den når at få tænkt sig om. Den sidste mulighed er, at regeringen kanaliserer vreden udad.

Den kinesiske arbejder bygger panserkøretøj med samme dygtighed og hengivenhed til børneværelset som til slagmarkerne. De er ikke afhængige af underleverandører, bare råvarer, som de køber med dollar. Våbnene bliver eksporteret … ikke for dollar, men for land, erobret, befriet land, naturligvis.

Til slut er der verdensøkonomien. Der er nok ti eller hundrede gange så mange penge som der er varer, der rejser verden rundt, eller som der i det hele taget er varer til. Når amerikanske medier taler om «billions», så er det milliarder (9 nuller). Taler de om «trillions», så er det billioner, altså millioner millioner (12 nuller). Den officielle statsgæld for Bundesrepublik Deutschland, opsamlet gennem 60 år, beløber sig nu til 1,5 billioner euro. Beløbene, som bevæges i derivat-markederne, er oppe i en størrelsesorden som 350-516 billioner dollar.

I USA forvandles den lille mands drøm i disse dage til mareridt: Tvangsauktion. Boligpriserne blev først presset op, så blev boligerne belånt til over skorstenen. Med stigende arbejdsløshed kan lånene ikke længere betjenes og ingen kan købe de ledige huse; USA synker ned i armod, selv om de superrige ganske vist ingen nød lider.

Boligkrisen bliver hurtigt en bankkrise. Stadig oftere må centralbankerne komme til undsætning med korte kreditter, såvel i USA som i Europa og Storbritannien Det, vi har oplevet indtil nu, er bare en liden forsmag på det, der står for døren.

Det meste foregår bag kulisserne; vi kan bare ane, hvad der egentlig foregår. Der er imidlertid nogle indikatorer: Der er dollarkursen, olieprisen, aktieindeksen og guld. En styrket dollar ville gøre det billigere for USA at købe sine nødvendigheder i udlandet, men dollaren er ikke længere til at holde oppe. Derfor må der trykkes stadig flere dollar, som igen presser kursen ned. For eksempel mod euro, en valuta, som selv bare er trykt på papir og ikke i sig selv har nogen værdi.

Det gør guldet vigtigt som indikator. Både dollar og euro taber sig mod guldet, selv om markedet manipuleres. Stiger guldet for meget, forstår alle, at papir-dollarens tid er forbi. Derfor er prisen længe blevet styret, som udmærket lader sig gøre med derivater, men det kræver fysisk guld. Dette fysiske guld veksler ejer til kunstigt lave priser, hvorfor selv guldpris-trykkerne somme tider kommer i bekneb.

Olien har ligeledes en politisk pris. Saudi-Arabien, verdens største olieproducent, er nødt til at holde sig gode venner med USA, for at holde sig ved magten. Det er med til at holde olieprisen nede, til trods for det ellers så mægtige OPEC.

Alt erhvervsliv er afhængig af aktiekurserne. Aktier er ikke helt som andre værdipapirer. En virksomheds aktuelle pris er afhængig af den sidst solgte aktie. Om f. eks Daimler-Benz har solgt 100 millioner aktier og den sidste aktie blev solgt for 100 euro, så har selskabet en børsværdi på 10 milliarder euro. Bliver så den «sidste aktie» næste dag solgt for 50 euro, da synker ikke børsværdien med 50 euro, men sandelig med 5 milliarder! Hvor meget ens aktier egentlig er værd, erfarer man først, når man sælger dem.

Bryder kurserne sammen over en bred front, kan mange virksomheders børsværdi hurtigt halveres; men gælden ændres ikke uden videre. Men der er sandelig forskel på, om gælden i et firma svarer til 60 % eller til 120 %. Selv om det bare er på papiret, der er jo ikke blevet brugt et øre mere, så svirrer øjeblikkelig konkurshajerne om direktionen.

På finansmarkederne er der specielle «indsatstropperne», der altid passer på for at forhindre ulykker. For at udtrykke det militært: Det er enheder, som lynhurtigt kan slå fjenden tilbage ved et frontafsnit på op til 50 km længde. 100 km går også, men allerede ved 200 km udsat front får indsatstropperne problemer og ved 1000 km’s bredde har de ingen funktion.

Nu er spørgsmålet, hvilke hændelser skal fasetælleren knyttes til? Hører børskrak til fase 2? Eller er det bedre at sige guld over 1000 dollar? Svarer bombardering af Teheran fase 3? Eller burde jeg hellere vente på et muslimsk statskup i Ægypten?

Jeg forsøger nu at sætte fasemodellen op med nogle virkninger uden at gå ind på årsagerne. Der er for mange årsager, som alle vil føre det samme med sig. Men en ting er sikker: Verden er ikke blevet sikrere; vi styrer med sikre skridt mod afgrundens rand, og ingen synes at kunne eller ville forhindre det.

Fase 1 NU

Den første anledning til at tale om fase 1, var at guldet steg over 800 dollar/ounce, uden at det blev afværget umiddelbart. Det var den sidste indikator, ikke årsagen. Prisen blev ganske vist tvunget ned til 772 dollar for derefter at svinge sig over de 800 igen.

Fase 1 kendetegnes af begyndende svigt i forsyninger. Umærkeligt, små ting, som de færreste bemærker. Ikke som i DDR, med tomme hyller og 20 års ventelister for en Trabant.

I BRD betyder forsyningsproblemer forsinkelser. Af de 10 almindeligste spagettisorter er der en eller to, som er i restance; de billigste naturligvis. Det betyder stigende priser på det, alle behøver, næringsmidler som brød, smør og mælk. På benzin og fyringsolie. Uden at lønnen stiger for ikke at nævne pensioner m.m.

Men alt er jo der! Bare køb! Bare køb! Åh, ikke råd? Ja, da må der jo spares! Det kan jo ikke skyldes inflationen, for den har aldrig været så lav som nu. Det er sandt! Edb bliver stadig billigere, fjernsyn bliver stadig billigere – og på biler får man uimodståelige gode tilbud!

Fase 2

I fase 2 bliver forsyningsproblemerne værre, og folk flest forstår, at der er noget galt. Det kan blive tydeligt ved en ydre anledning eller efter julefesten, når alle rester er spist og pengekassen tom.

Med prisstigningerne følger valutaproblemer. Bankkriser, som med Northern Rock nylig, for folk til at miste tilliden til bankvæsenet, men centralbankerne klarer endnu at holde den gående.

Det kan imidlertid godt føre til regeringskrise.

Fase 3

Naturligvis vil staten prøve at afhjælpe situationen, men det er ikke sandsynligt, at forsøgene lykkes. Parlamentarikerne overskuer ikke situationen eller tør/kan ikke gøre det nødvendige. Det vigtigste der sker, er at vi får en ny statsminister, da skal det nok blive bedre!

Den nye statsminister være lidt af et rivejern. Det udelukker de fleste socialdemokrater m.m. Hvem kan du se for dig som statsminister, når landet begynder at brænde? Her trænges der en stærk mand, som tør at gøre det nødvendige uden blødsødne hensyn.

Lovene kommer aldrig til at virke efter hensigten, fordi de hele tiden bliver ændret. Det skaber bare uro i befolkningen, allermest blandt indvandrerne, som ikke har nogen virkelig binding til landet og derfor er mere tilbøjelige til at kæmpe for sit eget ve og vel.

Om vi nu ikke får vore tropper hjem fra Afghanistan, Somalia, Libanon og hvad det alt sammen hedder, da får vi dem aldrig at se igen.

Fase 4

Nu bliver der uro i landet. Gadekampe, plyndringer; virkningerne af bankkrisen træffer nu manden på gaden: Folk har ikke længere penge. Nogle steder hersker der anarki, fordi politiet ikke længere tør at gribe ind, andre steder styrer korruptionen. Råstoffer som benzin og olie bliver ubetalelige. Landet tumler mellem deflation og inflation.

Dette spreder sig fra land til land og mange steder bliver der åben borgerkrig. Derfor er der heller ikke noget naboland, som kan komme til undsætning. Sågar verdenspolitiet USA er nu beskæftiget med sig selv. I Europa gælder det bare om at redde sig selv, hvem der kan.

Fase 5

Militærregering – undtagelsestilstand, lige gyldigt hvad man kalder det, det tegner ikke godt. Staten prøver i en sidste krampetrækning at skabe orden, enten med populisme eller nådeløs råhed. Politiet, evt. militæret får besked om at skyde om nødvendigt.

Hellige køer bliver slagtet uden en lyd. Borgere lyncher sorte længere? Ikke pænt, men forståeligt. Det vigtigste er, at ligene ikke ligger og flyder i gaderne. Beskyttelse af synagoger og jødiske kulturcentre? Beklager, vi er glade hvis bare regeringen står uberørt.

Euroen er en saga blot. Regeringens rationeringskort og nødpenge har overtaget markedet. Bil kan bare køres med speciel tilladelse, ferierejser er forbudt. Udgangsforbud om natten – men som erstatning spraglede billeder på alle kanaler med statsministerens forhåbningsfulde taler, som skal bringe krisen under kontrol.

Fase 6

Staten afgår ved døden. De uniformerede vil ikke længere skyde på sine medborgere. Udskejelser kan ikke længere holdes tilbage. Forsyningerne bryder sammen, landet rammes af sult – og byttehandel. Regeringen er som sunket i jorden, rådhuse og folketing hjemsøges af rotter og onde ånder.

Fase 7

Felttog, krig – overalt i verden. Er vi i stand til at samle os en sidste gang? Og tja, for hvad? Invasionstropper bringer orden i landet. Er det russerne får vi måske olie og gas igen.

Afsluttende bemærkning

Fasemodellen er ingen afkrydsningsliste. Militærregeringen kan lige så godt komme i fase 3 som i fase 7. Hverken politik eller økonomi kan forudsiges mere end et par uger frem. Det, der i dag helt sikkert ser ud til at tilhøre fase 4 kan pludselig være virkelighed efter jul – eller først om tre år.

Med fase 1 har toget forladt stationen. Men det kører endnu med behagelig fart; det er til at følge med. Men toget er et intercity af nyeste type: Tilladt hastighed er 320 km/t, men det kan sagtens køre 400 km/t. Det er ikke lokomotivføreren, der bestemmer, hvor hurtigt det går, men signalerne. Hvorhen vi kommer, bestemmes af skifterne.

Vi er passagerer ombord på toget. Vi kan nyde farten, fordybe os i en god bog og glemme alt omkring os. Men der er noget, vi ikke kan: Trække i nødbremsen. For sådan noget findes ikke i dette supermoderne tog.