De to amerikanske forfattere Po Bronson og Ashley Merryman har skrevet en bog om børns opvækst og opdragelse og de beskæftiger sig i bogen blandt andet sig med hvordan man giver sine børn de “rigtige”, d.v.s. de politisk korrekte, holdninger.

I en 6-siders artikel for Newsweek.com skriver de om en række undersøgelser af hvordan man kan få børn til at tro, at folk fra forskellige racer er ens og at der ikke findes specifikke karakteristika for de forskellige racer, udover udseendet.

En række forskellige faktorers betydning blev vurderet i undersøgelserne; TV, forældrenes samtaler med børnene, undervisning i skolerne og det at gå i en raceblandet skole.

1. Multikulti-samtale med børnene “hjælper”.
En forsker ved navn Birgitte Vittrup udførte en undersøgelse hvor cirka 100 5-7 årige hvide børn fra Texas deltog. Formålet med undersøgelsen var at klarlægge hvilke påvirkninger der kunne “forbedre” børnenes holdninger til racespørgsmålet.

Børnene blev inddelt i 3 grupper og alle børnene blev indledningsvis stillet over 20 spørgsmål, som f.eks.:
Hvor mange sorte mennesker er flinke:
(næsten alle) (mange) (nogle) (ikke mange) (ingen)
Hvor mange hvide mennesker er flinke:
(næsten alle) (mange) (nogle) (ikke mange) (ingen)

Ordet “flink” blev så i de andre spørgsmål erstattet af andre ord som “uærlige”, “pæne”, “snobbede” m. v.

Herefter fik den ene gruppe i en uge vist videoer der skulle promovere det multikulturelle budskab. Den anden gruppe fik vist videoer og deres forældre fik besked på at tale med børnene om venskaber blandt folk fra forskellige racer. Den tredje gruppe fik ikke vist nogen videoer, men forældrene blev bedt om at tale med børnene om racespørgsmålet i 5 dage i træk.

Efter ugen var gået fik børnene stillet spørgsmålene igen. Til Vittrups store overraskelse havde børnenes holdninger ikke ændret sig, de var statistisk set de samme. En mere detaljeret analyse viste imidlertid, at mange af de forældre, der var blevet bedt om at tale med deres børn om race, ikke havde gjort det.

Man fandt frem til 6 familier hvor der rent faktisk var blevet talt om venskaber mellem folk fra forskellige racer, og her var det tilfældet “at alle 6 dramatisk havde forbedret deres racemæssige holdninger på blot en uge”. Vittrup konkluderer således at når man skal “forbedre” børns holdninger til race, er det vigtigste at forældrene taler med børnene om spørgsmålet.

2. Børn skaber selv skillelinjer.
I et andet eksperiment foretaget på Texas’ universitet i Austin, inddelte forskerne børnene i en klasse i to grupper som de gav hhv. blå og røde T-shirts som de skulle gå med i 3 uger.
En undersøgelse viste så, at børnene havde en mere positiv holdning til de børn der havde samme T-shirt farve som dem selv. Forskerne ser det som et tegn på at børn helst vil være sammen med nogen de synes ligner dem selv.

3. Børn opdeler selv efter race.
I et 3. studie foretaget ved University of Colorado, måtte forskerne konkludere at børn selv foretager en opdeling af mennesker efter race. 100 hvide børn fik vist en række billeder af andre børn og blev spurgt om hvem de helst ville være venner med. 86 af de hvide børn valgte andre hvide børn.
I en anden del af studiet blev 100 hvide og 100 sorte børn bedt om at dele en bunke kort i to dele fuldstændig som de havde lyst til. På kortene var der tegninger af mennesker. 16 % af børnene delte kortene efter køn, mens 68 % delte dem efter race.
Nogle folk tror tilsyneladende, at hvis ikke forældre taler med deres børn om race lægger børnene slet ikke mærke til fænomenet, men det synes forskerne at have modbevist.

4. Et “udviklings-vindue”.
I endnu et studie fandt forskere ud af at hvis man placerede børn fra 1. klasse i raceblandede studiegrupper havde de en større tendens til også at lege med børn fra andre racer i frikvartererne. Imidlertid havde en sådan fremgangsmåde ingen effekt på 3. klasses-børn og forskere tror så at på dette tidspunkt kan det allerede være for sent at prøve at ændre børnenes holdning væsentligt. Disse forskere tror at der muligvis er et “udviklings-vindue” rent tidsmæssigt hvor det er nemmere at påvirke børnene.

5. I meget raceblandede skoler: Færre blandede venskaber.
Af en analyse udarbejdet af James Moody fra Duke University som omfattede 90.000 teenagere fra 112 forskellige skoler, fremgår det at jo mere raceblandet en skole er, jo færre venner har folk som tilhører en anden race. Folk har der en tendens til at opdele sig selv efter racemæssig baggrund.

6. Historier om sortes problemer “forbedrede” hvides holdninger.
I et studie gennemført af Rebecca Bigler ved University of Texas delte man børn i to grupper og bad dem læse korte biografier om sorte amerikanere. I et tilfælde brugte man en biografi om baseballspilleren Jackie Robinson som var den første sorte spiller i en af de store baseball-ligaer i USA. Den ene gruppe fik en biografi hvor der bl. a. blev fortalt, at Robinson på et tidspunkt blev overført til en neger-liga og om hvordan hvide fans chikanerede ham. Den anden gruppe fik ikke fortalt den del af hans historie.

Om resultatet skriver forfatterne:

Efter den 2 uger lange historie undervisning, blev børnenes racemæssige holdninger undersøgt. Hvide børn som fik hele historien om historisk diskriminering havde betydeligt bedre holdninger overfor sorte end dem som fik den forkortede version. Klarhed virker. “Det fik dem også til at føle noget skyld” tilføjer Bigler “Det slog deres glorificerede syn på hvide mennesker ned” De kunne ikke retfærdiggøre gruppe-overlegenhed.

7. Etniske minoriteter og tale om race.
Ved University of North Carolina har man så forsket i de etniske minoriteters opdragelse af deres børn med henblik på racespørgsmålet. Man fandt ud af følgende:
• Alle forældre talte til deres børn om at der fandtes diskrimination mod dem, men at de ikke skulle lade det stoppe dem.
• I de familier hvor der blev talt særligt meget om det, havde børnene en tendens til at tilskrive deres manglende succes i skolen til lærernes diskrimination mod dem, frem for deres egen manglende indsats.
• Minoritets forældre taler ofte om “etnisk stolthed”, om deres folks stolte traditioner og det viste sig at give børnene øget selvtillid og øget engagement i skolen.

Bogens forfattere spørger så om at hvis tale om “black pride” er godt for sorte børn er tale om “white pride” så også godt for hvide børn? Efter at have udtrykt forfærdelse over tanken, skriver de at hvide børn selv finder ud af at de tilhører den gruppe med mest magt i samfundet og at tanken om at lære dem “hvid stolthed” ikke blot er afskyelig men det er også overflødigt.

Konklusion:
Det er interessant at se hvordan disse mainstream-forfattere overhoved ikke stiller spørgsmålstegn ved dels:
• Er racerne egentlig ens?
• Er det hensigtsmæssigt at fortælle vore børn at racerne er ens og hvorfor?
• Er det ikke snarere gavnligt for børnene at lære sandheden om race at kende?

Denne mangel på stillingtagen til de vigtigste spørgsmål hvad angår race og børn må man sige diskrediterer forfatternes arbejde.

Altermedia kommentar.

Vi vil her vove den påstand, at langt de fleste forældre synes godt om deres børn og at de derfor ønsker at det skal gå dem godt. Følgelig er det nærliggende at folk fortæller deres børn om hvordan verden er i virkeligheden og at de ikke fortæller dem løgnehistorier om naturen.

Ligeså vel som folk advarer deres børn mod at gå over for rødt i et lyskryds, er det naturligt også at advare dem mod samfundsgrupper med destruktiv opførsel. Lad os nu sige at der i samfundet findes en gruppe som mener at forældre skal bestemme over hvem deres børn skal gifte sig med, som mener at kvinder er underlegne væsner som ikke må bestemme over deres egen krop og som i øvrigt mener at livets mening består i at gøre hvad der står i en mere end 1000 år gammel bog, fordi man så bliver belønnet i et påstået liv efter døden. Ville det så ikke være naturligt både at advare sine børn mod denne gruppe og at fortælle dem om hvor anderledes vi er fra dem? Og hvordan vores kultur er meget bedre end deres?

Skulle der desuden findes en anden gruppe i samfundet som qua deres race har en betydelig lavere gennemsnitlig IQ end resten af befolkningen og som ifølge mange undersøgelser er langt mere kriminel og mindre produktiv, ville det så ikke være naturligt at advare sine børn mod at omgås disse mennesker for meget? Ville det ikke desuden være naturligt at advare mod denne gruppes “kultur” i øvrigt?

Som et interessant element i artiklen, kan nævnes at hvide børn tilsyneladende bedst kan lide at omgås andre hvide børn, det vil således formentlig kræve en del propaganda at få disse børn til at opføre sig i overensstemmelse med multikulturalisternes ideologi.

At der er en enorm forskel hvad angår de menneskelige racers evner, og at der ligeledes er enorme forskelle i hvordan forskellige religiøse og etniske grupperinger ser på tilværelsen er hævet over enhver tvivl og vi kan ikke se nogen grund til at lyve for hvide børn om disse forhold.

Kilde: Newsweek.com
Se også: University of Texas at Austin
Om racemæssige forskelle: National Alliance
Relateret: Psykology and white etnocentrism af Psykologi professor Kevin MacDonald