Af Olga Craig
To ældre polske kvinder sidder alene i deres lejligheder, 1500 km fra hinanden, og venter spændt på at telefonen skal ringe: Helena Brus (født Wolinska) og Maria Fieldorf-Czarska.

Tilsyneladende har de meget til fælles. Begge er nu i firserne og nylig blevet enker. Begge har sine grusomme minder fra deres ungdoms tid da Tyskland invaderede deres hjemland.

Den ene, som er jødisk, undslap døden ved at hoppe af et tog på vejen til Treblinka, hvor resten af familien fandt sit endeligt. Den anden, en kristen, risikerede daglig livet med sit arbejde med at pleje sårede fra den polske modstandsbevægelse og skjule dem for tyskerne.

Men der stopper også lighederne. For de to kvinder har bekæmpet hinanden med alle midler i 20 år. Den ene håber at den anden skal blive udleveret fra England og stillet for retten i Polen for det, som hun mener var en af de frygteligste ugerninger udført af det kommunistiske regime i Polen efter krigen.

I sin lille lejlighed i Gdansk sidder Maria Fieldorf-Czarska, 82, som har viet sit voksne liv til arbejdet med at rehabilitere sin fader, den polske krigshelt general Emil Fieldorf. Han tilhørte den polske hjemmearme, modstandsbevægelsen som var loyal mod den polske eksilregering i London.

Da Sovjet-regimet bredte sig ind over Polen, blev han arresteret, løgnagtigt anklaget for at have samarbejdet med tyskerne. Han blev dømt ved en skin-retssag og hængt i 1953.

I den anden ende af Europa, i Summertown, en pæn forstad til Oxford, sidder den 88 år gamle jødiske Helena Brus, som arbejdede som militær senioranklager for den kommunistiske regering og som angivelig beordrede general Fieldorf arresteret.
I de 60 år, der er gået siden, har hun aldrig vedkendt sig nogen skyld for hændelsen. Men generalens datter har arbejdet målrettet for sin sag og ser nu langt om længe ud til at kunne vinde frem med sin faders sag.

To gange har hun fremmet kravet om udlevering i polsk retssag. To gange har britiske myndigheder nægtet at udlevere jødinden af humanitære årsager. Nu ligger sagen endnu engang i England og venter på et stempel fra britisk retsvæsen, som kan sende fru Brus ud af landet inden 90 dage. Om en polsk domstol da finder hende skyldig, venter der hende op til 10 års fængsel.
«Det var da endelig på tide!» sier fru Fieldorf-Czarska, mens hun betragter smykket, som hviler på hendes knæ. Det er den polske «orden af den hvide ørn», landets højeste dekoration, som blev tilkendt hendes fader så sent som i fjor.

«Dette» siger hun og løfter forsigtigt medaljen op, «viser hvad min fader stod for. Verden over bliver han respekteret som en polsk patriot, som kæmpede ædelt for at forsvare sit land mod nazisterne. Denne kvinde, som selv var forfulgt af nazisterne, hvis familie døde for deres hånd, hun underskrev i praksis hans dødsdom, da hun krævede ham arresteret.

Først måtte han gennemgå en otte timer lang retssag, som bare var et spil for galleriet, og hvor hans navn blev tilsvinet. Så blev han hængt og hans afsjælede legeme smidt til hundene. Den dag i dag ved jeg ikke, hvor min faders grav er. Hun tog min faders liv og min families liv. Min fader ofrede sit liv for Polen. Jeg har viet mit liv til opgaven at renvaske min faders minde. Om den kvinde endelig bliver stillet til ansvar for sin ugerning, da har jeg æret min kære fader som sig hør og bør.»

De mærkelige omstændigheder opstod som et resultat af splittelsen i den polske modstandsbevægelse efter Tyskland invasion af Rusland i 1941. General Fieldorf sluttede sig til Hjemmearmeen, mens Helena Wolinska knyttede sig til kommunisterne, Folkets Modstand, hvor hun hurtigt steg i graderne.

Da Sovjet-styret besatte Polen mod slutningen af krigen, blev Hjemmearmeens mænd behandlet som banditter og fascister.
General Fieldorf blev først arresteret i 1945, anklaget for pengesmugling, og blev sendt i sovjetisk koncentrationslejr. Da han vendte tilbage blev han holdt under opsyn af det hemmelige politi, som arresterede ham igen tre år senere. Hans familie så ham aldrig igen.

«Det gør ondt at tænke på den tid» siger fru Fieldorf-Czarska, mens hun bladrer i det krøllede fotoalbum. «Se her: Julen 1947!» siger hun og peger på et portræt af familien. I midten smiler Maria mod os med armen om sin faders skulder.

«Han var en rar og morsom fader», siger hun. «Han elskede at drille os. Før krigen drog han til Paris på forretningsrejse, og så havde han legetøj med hjem til os. En gang havde han købt små plastikbiller, som han lagde under maden på vore tallerkener.»
Da Tyskland invaderede Polen i 1939, var Emil Fieldorf en 44 år gammel officer i den polske armes 51. division. Han og to andre officerer undslap krydsilden og flygtede til England. Der sluttede han sig til den polske modstandsbevægelse. Han kom tilbage og trænede unge krigere. Siden arbejdede han som spion under navnet «Nil».

Mens han deltog i undergrundsarbejdet, plejede hans kone Janina og hans to døtre, Maria og Christina, de sårede modstandsfolk. «Det var farligt, det vidste vi», siger Maria, «men sådan gjorde en patriotisk familie. Vi gjorde det for vort land».
To gange blev hendes moder arresteret af nazisterne, mistænkt for at hjælpe modstandsbevægelsen. Pigerne måtte også nogle gange gemme sig, fordi tyskerne truede dem med fængsel.

Da så krigen sluttede og stalinisterne tog magten, blev generalen arresteret på ordre fra Helena Brus, som var kendt som «den sørgende fra Warszawa».

«Min fader var knust over at blive beskyldt for at have samarbejdet med nazisterne. Alle vidste, at de bare samlede falske beviser, men for en mand af ære, som havde tjent sit land med livet som indsats, var det tungt at bære.» Generalens kone var tilstede under retssagen og vidste nok at manden ville blive dømt. «Hun var ikke forberedt på dødsdommen», siger fru Fieldorf-Czarska. «Hun besvimede i retssalen.

Hver dag gik jeg til tinghuset og tiggede om nyt om min fader. Jeg husker, at jeg gik derhen omkring middag den 24. februar 1953. De sagde, at de ikke vidste noget. Den eftermiddag, klokken 10 minutter over tre, blev han hængt. Ingen fortalte det til os. Næste gang jeg kom til tinghuset, sagde de: ‘Ikke kom og forstyr os mere, din fader er død!’»

Da hun spurgte, om han ikke havde efterladt noget, sagde de bare nej og gav hende nogle udslidte klæder. Så sagde de: «Han bad os sige til familien, at han er død. Det har vi nu gjort.» Da hun spurte, hvad der var sket med hans legeme, svarede de: «Han mistede sine borgerrettigheder!»

Fru Fieldorf-Czarska sænker igen blikket, ned til medaljen, som hun knuger mellem sine fingre. «Jeg tror, far forstod, hvilken vej, det gik. Han lavede et kors af brødsmuler og bar det omkring halsen. Da vagterne en dag hånede ham for hans tro og rev det af ham, vidste han, at han skulle dø.»

Siden fortalte en rabbi, som havde været fængslet samtidig med generalen, at han modig havde modstået timelange forhør uden at indrømme de falske anklager. Han havde holdt modet oppe hos de øvrige indsatte, og mere end en gang havde han reddet andre for fængselsvolden.

Mange år senere fortalte en af retsbetjentene, at generalen var gået i døden med sindsro. Da han tog skridtene op til galgen, stoppede han et øjeblik og så betjenten i øjnene. «Der var ikke noget had at skimte. Men det blik forfølger mig, får mig til at skamme mig.»

Efter hans død blev livet vanskeligere for generalens familie. Marias moder, en begavet økonom, blev tildelt et dårlig betalt kontorarbejde på grund af familienavnet. Hendes kort blev stemplet: «En folkefjende. Fyr hende snarest muligt!»
Helena Brus derimod, steg så højt som til general. Men efter Stalins død, var det kommunisternes gamle gardes tur til at blive knægtet. Hun fik arbejde som lærer i en børneskole.

Siden flyttede hun og hendes mand, Wlodzimierz Brus, en jødisk professor, til England, hvor han fik ansættelse på Oxford.
I dag forlader hun ikke gerne sin 1930-lejlighed. Når vi ringer på og spørger hende om arrestordren, åbner hun ikke engang døren, men svarer bare: «Det der vil jeg ikke tale om!»

Hun har imidlertid nylig udtalt sig på polsk radio: «Det er bare til at le af. Det skulle De også gøre!» sagde hun til journalisten. «Jeg kommer aldrig til at blive udleveret til Polen!»

«Men hendes ord har ikke den store indflydelse på hendes nemesis», siger fru Fieldorf-Czarska. «Jeg tror ikke, at hun føler hverken skyld eller skam!

Denne kvinde har blod på sine hænder. For min faders skyld, min helt, vil jeg slås til jeg dør, for at få hende udleveret og dømt. Bare det kan yde min fader den retfærdighed, som hun skylder ham!»

Fra The telegraph