Thomas Brehl, altermedia.de

Forbundsrepublikken Tyskland har i mange år febrilsk prøvet at «bearbejde sin fortid». Stadig nye forslag bliver præsenteret for forbrugerne og bliver slugt råt. Nogle er så naive at tro, at nu bliver det ikke værre, men jo da..

Denne gang er det Süddeutsche Zeitung som den 27.11.2007 kan diske op med en utrolig historie fra Waiblingen i Baden Würtemberg. Som overalt i Tyskland ellers bliver der også lagt såkaldte «snublesten» i Waiblingen. I tråd med Adolf Hitlers motto, at «en genial ide» er mere værd end «et helt livs omhyggeligt bogholderarbejde», så kom aktionskunstneren fra Köln, Gunter Demnig på den smarte ide, at beklæde helt almindelige fortovsfliser med metal og deri præge navnene på jødiske personer, som engang blev forfulgt af nationalsocialisterne.

Fliserne, med en produktionspris på omkring 60 kr., sælges til bydele og kommuner for omkring 900 kr. og disse overgår hverandre i iver efter at kunne nedlægge «jødeklodserne», som de små mindesmærker i min hessiske hjemegn kærligt er blevet døbt, i nærvær af kunstneren.

Da nu nabokommunen allerede havde nedlagt tre sådanne snublesten, ville man i Waiblingen ikke hænge agterud. Resolut tog by arkivaren, Hans Schultheiss, sagen fat og fremkom snart med et par forslag. Et af dem var Walter Müller. Hans kone var i 1933 gift med en jøde og en SS-mand uden at være bigamist; det var een og samme mand.

Müllers liv var efter byarkivarens mening en klassisk tragedie, og en snublesten ville da være det mindste, man kunne ære hans minde med. Og sandelig skulle det vise sig at blive en snublesten, for nu har den lille kommune udenfor Stuttgart allerede diskuteret et par uger om hvad der passer sig angående Müllers minde. Det bliver nok ikke uden videre lagt en af Demnigs sten, for Müller var til sin død overbevist nationalsocialist og krævede til og med i afskedsbrevet til sin kone at hun også skulle forblive sagen tro, som han nu gjorde med sin død.

Overborgmester Andreas Hesky (fra partiet «den Freien Wählern») må da også med sorg bekende, at Müller tilsyneladende udøver en «en vis fascination» på os. Hans liv var jo også usædvanlig på mange måder, og han afsluttede det selv. Allerede i 1930 havde Müller sluttet sig til det lokale SS-Sturmabteilung. Både Walter og hans kone, Marianne, var velansete borgere i byen. De var begge læger, gjorde det godt og tjente mange penge. Ofte kørte de med deres cabriolet med røde lædersæder gennem byen. Hvornår Walter erfarede, at hans «fader» havde adopteret ham, og at hans rigtige fader var fuldblods jøde, røber Süddeutsche Zeitung ingenting om. Bare at han vidste om det og undlod at fortælle sin kone om det.

Så sent som i 1933 skal Müller have anført et demonstrationstog til en jødisk læges hus i Waiblingen, det var sågar en af hans kolleger fra sygehuset, og Süddeutsche Zeitung kan fortælle, at der blev råbt: «Juden raus!» Bare kort tid efter var det Müllers tur. Nogen afslørede hans sande identitet med et brev til indenrigsministeriet og Müller tog konsekvensen og begik selvmord ved at skyde sig selv i en alder af 32 år. Waiblingen havde aldrig set en større gravfærd, for SS holdt æresvagt for sin kammerat. I et afskedsbrev havde han bedt om, at man ikke skulle offentliggøre hans afstamning og samtidig tilintetgøre de belastende dokumenter. Bønnerne blev tilsyneladende hørt.

Dermed sank Walter Müller ned i glemselens tåger frem til 1969. Så fik hans enke «Wiedergutmachungs-» pension, fordi han jo var blevet fjernet fra sin offentlige tjeneste som led i nationalsocialistisk forfølgelse».

Nu skriver Müller stadig mere sin egen historie, godt hjulpet af byarkivaren, som ikke ville tillade skrevet at Müller «udførte Holocaust på sig selv!»

Men borgermester Helky mener, at Müller ikke faldt som offer for nationalsocialismen, men for sig selv. Dermed er der flere i kommunestyrelsen, der forlanger, at hans gravsted skal jævnes med jorden eller i det mindste få lov til at forfalde.

Hvad gør demokrater, når de ikke ved ud eller ind? Jo da, de udskriver en konkurrence Så nu venter alle spændt på den geniale ide om, hvordan man mindes en «jødisk SS-mand». Gravstedet får være i fred end så længe…